ANMELDELSE: Opera på Det Kongelige Teater

Sæsonen 2014-2015 havde jeg opgaven som operaanmelder hos Out & About. Her er min anmeldelse af Siciliansk Vesper.


KUNDEOut & About
STEDKøbenhavn
HVORNÅR2015
YDELSERTekst
LEVERETAnmeldertekst på dansk, formateret for web
LINKOut & About - kultur

Oppgave

Skrive en anmeldelse af en operapremiere.


Anmeldelse

Stor operakunst med Siciliansk Vesper

Stjerneinstruktøren Stefan Herheim fornyer Grand Opéra-traditionen med en kompleks og storartet opsætning av Verdis Les Vêspres siciliennes på Det Kongelige Teater.

Anmeldelse publiceret i Out & About  |  Foto: Miklos Szabo / Det Kongelige Teater

Ved første øjekast kan Siciliansk Vesper minde om en traditionel iscenesættelse. Men i denne grandiose opsætning tager instruktøren Stefan Herheim og hans ensemble os med på en rejse ind i operaen og Giuseppes Verdis verden. Her kan du høre noget af Verdis bedste musik, med en topbesætning af sangere, et stort kor og et velklingende orkester dirigeret af Paolo Carignani. Nakkehårene rejser sig, når dette hold når frem til klimaks i sidste akt. Men først af alt er historien så godt fortalt scenisk, at man føler at Verdis musikdramatik og genren Grand Opéra er genfødt.

Den norske operainstruktør Stefan Herheim har skabt sig et navn i topeliten af Europas operaverden. Han arbejder tæt med dramaturgen Alexander Meier-Dörzenbach, og det er uklart, hvor sidstnævntes intellektuelle læsning af operaerne slutter, og hvor Herheims konceptuelle kreativitet på scenen begynder.

Samarbejdet mellem Stefan Herheim og Alexander Meier-Dörzenbach giver forrygende og nyskabende opsætninger, også ved premieren av av Les Vêspres siciliennes i Det Kongelige Teater den 16. maj 2015.

Grand Opéra

Giuseppe Verdis Les Vêspres siciliennes er en Grand Opéra fra 1855, en genre som dengang var populær ved Pariseroperaen, og fortelller om en obskur massakre mod de franske hærskere på Sicilien på 1200-tallet.

Datidens parisiske publikum forventede en langtrukken fem akters operaer, med dramatisk handling fra eksotiske egne, store kor, mange solister, et stort balletindslag, flotte bemalede kulisser, autentiske kostymer, samt hyppige, overraskende og effektfulde sceneskift. På den måde er iscenesættelsen i Operaen her i 2015 meget tæt på originalgenren, men på en ny måde.

Herheim velger at lægge Operaens handling til Parisoperaen i Verdis egen samtid. Den store balletscene i tredje akt er fjernet, og idéen med at inkorporere ballet i de andre akter – til Verdis dansende musik – er en genistreg. Dansen opleves i sit rette element, både i musikken og opsætningen. Den er graciøst og præcist udført af de yndige ballerinaer fra Tivoli Ballet Teater. André de Jongs koreografi opleves som en helt naturlig, organisk del af opsætningen.

Mangetydet og kompliceret

Vi oplever vi en facetteret scenisk historiefortælling med referencer til operaens verden. Det er en iscenesættelse, som er så mangetydig og kompliceret, at man skulle næsten skulle have tre par øjne for at få det hele med:

Er gerningsstedet for handlingen Parisoperaen, som fremfører en historisk og farverig opera om Sicilien? Eller handler det om sicilianernes oprør mod franskmændene på 1200-tallet, hvor operaen blot er kulisse for handlingen? Er det kampen mellem kunstnere og dens premissgivere? Det hele blandes, og lag på lag af forskellige fortolkningsmuligheder gives.

I Herheims andre opsætninger som for eksempel Julius Cæsar, Parsifal, Tannhäuser og Lulu (og sikkert flere), leger han også med publikums fortrolighed ved operaen som arena for dramatik på flere plan. Han kan gerne li’ at lægge tidsepoken til komponistens egen samtid, og stykkets handling til et operahus på scenen, som et teater i teateret. Teatret bliver både kulisse og metafor for stykkets indre handling.

Og jeg tror, at publikum godt kan lide at se sig selv karikeret. I hvert fald var publikum meget begejstret efter premieren, med stående bifald til det kunstneriske hold og ensemblet.

Legg igjen en kommentar

Din e-postadresse vil ikke bli publisert. Obligatoriske felt er merket med *