Musikdramatik

Herheim stiller flere spørgsmål, end Scribés ujævne drama besvarer. Verdis musik derimod besvarer nogle.

Musikken til Les Vêspres siciliennes evnede ikke helt at engasjere publikum i Paris på samme måde som i Verdis foregående succeser, Rigoletto, Trovatore og Traviata. Og originalopsætningen blev da heller ingen stor succes i Paris. Det bør den ny version i København til gengæld blive.

I de første akter flyder musikken jævnt af sted, fyldt af Verdis typiske fraseringer, uden at man bliver helt grebet af musikken. I Verdis formelfyldte ”musikgalop” i masse scenerne besvarer koreografen det med en meningsfuld ballet. Det er er et kunststykke, og for første gang tror jeg, at den musik Verdi skrev, har noget med handlingen på scenen at gøre.

Men selv om musikken veksler, tager den os til sublim musikdramatik, fyldt med patos og nerve. I de to sidste akter møder vi Verdis som dramatikkens mester. Her har han skrevet noget af sin smukkeste musik som former handlingen. Musikken spiller her en større rolle i det dramaturgiske end i de to første akter, og peger mod de sene værker som Aida og Macbeth. Dirigenten Paolo Carignani, formet det hele med nerve, fra første takt til de store masse scener.

Suveræne sangere

Operaens egen Gisela Stille rolledebuterer i det store parti som skæbne-spinderinden Hélène. Som eneste kvindelige hovedrolleindehaver lægges meget på hendes skuldre gennem fem akter.

Rollen kræver både en smuk lyrisk italiensk klang og en stor dramatisk stemme til at nå gennem det store orkester, og det lykkes for Gisela Stille. Hun spilte så naturligt på scenen, og den klangfulde stemme vokste hen til helt at fylde formatet og dramatikken fuldstændig i de sidste akter.

David Pomeroy som Henri sang overbevisende og idiomatisk som fransk-italiensk heltetenor. Han har et vanskeligt tenorparti, og som Gisela Stille leverede han det bedste mod slutningen af operaen.

Oprøreren Jean Procida er operaens handlingsdriver, og Erwin Schrott fyldte rollen overbevisende, både vokalt og scenisk. Louis Otey i rollen som Guy de Montfort havde måske ikke sin bedste dag – sådan er det jo også for sangere – men han formåede at bruge sine ressourcer og har en naturlig autoritet og stemme, som passer rollen perfekt.

Lydmassakre

Siciliansk Vesper handler egentlig om optakten til en massakre på 1200-tallet. Og i operaens slutsekunder bliver jeg ved at tænke at måske er det os, operapublikummet, som bliver massakreret til slut, med lyd og sceneeffekter av næsten 200 sangere, musikere, dansere, statister og teknikere, som sammen løfter denne forestilling til et højt internationalt niveau. Dette er en ”grand” operaoplevelse på mange plan. Bravi!

******

​Produktionen er lavet i samarbejde med Royal Opera House Covent Garden i London, hvor den havde premiere i 2013 og blev tildelt Oliver Award 2014.